«Denne aldeles ukonstlede Fortælling synes mig sædeles mesterlig;» – en anmeldelse av «Sinklars vise» fra 1792

I min forskning fascineres jeg spesielt av hvorfor noe er blitt populært. Hva er det folk egentlig liker med denne sangen? Det er også spørsmålet den begeistrede anmelderen Knud Lyhne Rahbek stiller til sin samtids store hit «Sinklars vise» av Edvard Storm. Innlegget om visa kan du lese her: http://skillingsviser.no/herr-sinklar-drog-over-salten-hav/ . I tidsskriftet «Den danske Tilskuer» vier Rahbek et helt nummer til hvorfor han, og så mange andre, liker denne visa så godt. Ta på 1700-tallsbrillene og les!

Den danske Tilskuer No. 22 Mandagen, den 19. Martii 1792.

It is unpossible, that any thing should be universally tasted, and approved by a Multitude, tho’ they are only the rabble of a nation, which hath not in it some peculiar Aptness to please, and gratifie the Mind of Man.

Addison

      

Blant de Digtearter, der i disse seenere Dage høiligen ere komne i Moden igien, hører ogsaa Balladen, eller Kiempevisen. Tilskueren har for nogle Nummere siden – ikke just med den høieste Grad af Agtelse talt om adskillige af de nyeste Forsøg i dette Slags; han anseer det derfor som sin Pligt, at fremsætte de Fordringer, han troer sig og enhver Læser berettiget at giøre til den Digter, der vover sig paa denne Bane; og dette troer han ikke at kunde giøre paa nogen bedre Maade, end ved at stræbe efter sin Ævne at udvikle Skiønhederne i slige Digte, som han erkiender for Mønstre i dette Slags. Til et Forsøg herpaa har han bestemt dette Blad, hvor han vil prøve af hr. Storms saa almindelig beundrede Zinklars Vise at uddrage nogle Iagttagelser, der i hans Tanker maaskee kunde lede til at fastsætte Regler for den historiske Ballade, eller den, der har fortia facta patrum til Gienstand.

            Herr Zinklar drog over salten Hav,

            Til Norrig hans Cours monne stande,

            Blant Gudbrands Klipper han fandt sin Grav,

            Der vanked saa blodig en Pande.          

Det første vi see ved denne Inledning, er, at den er overmaade simpel, og tillige saa fuldstændig, somd en behøves til at opvække vor Nysgjerrighed; vi lære at kiende Hovedpersonen i Visen, som en Fiende af Norge, men der selv blev et Offer for sine fiendtlige Anslag. End ydermere anmærke vi, baade en mindre poleret og bestemt Verseart, og tillige de gammeldags Talemaader salten Hav, monne stande o. s. v., der ere saa caracteristiske for dette Digt; og her torde være Stedet at anføre en Advarsel, som den store engelske Kunstdommer Johnson giver dem, der ville skrive Digte af dette Slags. De synes, siger han, at troe, at de have naaet deres Maal, naar de have vanheldet deres Linier med nogle saa gammeldags Ord, uden at betænke, de ikke blod skulde bruge gamle, men tillige skye nyere. Efterligningens Love ere brudte ved hvert Ord, der i de senere Tider er indførte i Sproget. Og denne Regel, skulle vi see, vor Digter i den hele Sang at holde sig særdeles efterrettelig, eet eeneste Sted maaske undtagen.

            Herr Zinklar drog over Bølgen blaae,

            For svenske Penge at stride,

            Hielpe dig Gud! du visselig maae

            I Græsset for Nordmanden bide.           

Alt, hvad den første Strophe endnu lod os være uvidende om, siges os i denne; vi lære, at han var en svensk Leiesvend; men ikke nok dermed; hans Fald foudsiges os endnu mere tydelig; og her træffe vi uden Tvivl paa det Kunstgreb, som giver denne Sang saa stort et Fortrin for de fleste øvrige Digte af dette Slags. Digteren er nemlig ikke en blot kold Fortæller, han tager selv Deel i det, der forefalder, og denne hans Deeltagelse, der synes uforsætlig at røbe sig hvert Øieblik, er det, der opvækker vor. Et saadant Træk af Deeltagelse er den Ynk, han her yttrer over Zinklars tilkommende Skiæbne; vore øvrige Romancesangere nøies gierne med at fortælle, og da, i det høieste, at anstille moralske Betragtninger; men denne meddeler os sine Følelser, og vækker vore derved.

           Hertil kommer endnu er Fordeel; Nationalstoltheden interesseres nemlig fra først af, ved at vide, at Norge hævnes, og vinder, og derved svækkes det modbydelige Indtryk, Beretning om Zinklars Grusomehder maaskee ellers vilde giort.

            Maanen skinner om Natten bleeg,

              De vover saa sagtelig trille.

Disse tvende Linier synes Tilskueren høist mesterlige; de giøre os den følgende Scene høist levende ved deres skiønne Malerie, og forberede Sielen til en melancholsk høitidelig Stemning, som denne udkræver; især er Lydet i den anden Linie blant dem, man med Pope kan kalde Tankens Gienlyd; ogsaa giør det gamle Ord Vover, og det mindre brugelige Adverbium sagtelig, en kostelig Effekt [fotnote: Man prøve blot dog at læse: saa sagte Bølgerne trille; og spørge nu sit Øre, og sit Hierte, hvor meget der er tabt].

            En Havfrue op af Vandet steeg,

            Hun spaaede hr Zinklar ilde:

            Vend om, vend om du skotske Mand,

            Det gielder dit Liv saa sage;

            Kommer du til Norrig, jeg siger for sand,

            Ret aldrig du kommer tilbage.

Foruden det, at denne Episode saa godt stemmer med den gammeldags Troeskyldighed, og derved giver Fortællingen en egen Troeværdighed, bidrager den ogsaa end mere til, at interessere Digterens Landsmænd ved Visheden om et ærefuldt Udfald for deres Land. I øvrigt lægge man Mærke til, at de gammeldags Talemaader: saa sage, jeg siger for sand, ret aldrig klæde denne gammeldags Fortælling saa vel.

            Leed er din Sang-strofe, du giftige Trold!

            Altidens du spaaer om Ulykker,

            Fanger jeg dig engang i Vold,

            Jeg lader dig hugge i Stykker.

Da Virgil første Gang bringer Rezentius paa Scenen, stræber han strax at indtage os imod ham, ved at kalde ham Gudernes Foragter! noget saadant synes mig vor Landsmand ved denne Zinklars Trudsel har søgt, og naaet.

            Han seiled’ i Dage, han seiled’ i tre

            Med alt sit hyrede Følge;

            Den fierde Morgen han Norrig fik see;

            Jeg vil det ikke fordølge.

Ogsaa her give de Kjempevise-Vendinger i første og sidste Linie Tingen et vist troeværdigt Udseende af den gamle Ærlighed; med alt sit hyrede Følge, forekommer ogsaa Tilskueren en særdeles energisk Linie.

            Ved Romsdals Kyster han styred’ til Land,

            Erklærende sig for en Fiende;

Dette participium er det, som baade forekommer mig for modern, og desuden giør Linien slæbende; men dobbelt skiønne ere de tvende følgende:

            Ham fulgte fiorten hundrede Mand,

              Som alle havde ondt i Sinde.

Denne aldeles ukonstlede Fortælling synes mig sædeles mesterlig; og indleder saa overmaade godt de følgende sex ubetalelige Linier:

[173]

            De skiændte, og brændte, hvor de drog frem,

            Al Folkeret monne de  krænke,

            Oldingens Afmagt rørte ei dem,

            De spotted’ den grædende Enke,

            Barnet blev dræbt i Moderens Skiød,

            Saa mildelig det end smiled’!

Gradationen i de fire sidste Linier er ubetalelig. Selv det noget haarde i: Oldingens Afmagt rørte ei dem; giør, synes mig, den Vægt, der falder paa dem, saa meget tungere, og ligesom medbringer Tanken om, at den ellers rører alle andre; men nu det endnu stærkere, de spotted den grædende Enke; og nu et Skridt endnu: Barnet blev dræbt i Moderens Skiød; hvo skulde troe, at denne Tanke kunde forstærkes? og dog bliver den det saa uendelig ved det følgende: saa mildelig det end smiled’; og hvor kunde bære disse Umenneskeligheder, naar man ikke var sikker paa Hevn; skiønt synes det mig derfor af Digteren, at han i samme Strophe, hvor han har viist os Grusomheden paa sit høieste, med eet giver os Udsigt til Hævnen:

            Men Rygtet om denne Jammer og Nød

              Til Kiernen af Landet iled’!   

Inden Tilskueren imidlertig forlader disse Stropher, maae han dog giøre den Erindring, at baade Ordet, og Begrebet Folkeret, synes ham at være for nyt, og forudsætte for meget Raffinement.

            Baunen lyste, og Budstikken løb,

            Fra Grande til nærmeste Grande;

            Dalens Sønner i Skjul ei krøb,

            Det maatte Herr Zinklar sande.

Nu begynder efterhaanden, som Hevnen nærmer sig, Digterens Sympathie med sine Landsmænd at yttre sig i en vis Lune, som giør i Tilskuerens Øine mere Virkning, end den høieste Odeflugt. Saaledes er de to sidste af de ovenanførte Linier. En Følge af denne hans Sympathie er og, at han i næste Strophe uden videre Forberedelse indfører dem selv talende, som de svævede for ham:

            Soldaten er ude paa Kongens Tog,

            Vi selv maae landet forsvare;

            Forbandet væred et Niddings Drog,

            Som nu sit Blod vil spare.

Men hvad giver følgende Strophe den umodstaaelige Energie, hvoraf Tilskueren har seet saa mange, og saa forskiellige Mennesker henrevne?

            De Bønder af Vaage, Lessøe, og Lom,

            Med skarpen Øxe paa Nakke,

I Bredebygd tilsammen kom,

Med Skotten saa vilde de snakke.

Uden Tvivl først den Sanddruehed og Vished, som disse bestemte Vane give Historien, og som endnu forøges ved den ukunstlede Fremstilling, dernæst den maleriske Linie: med skarpen Øxe paa Nakke, som giør vor Forestilling om dem mere livagtig, og endelig Digterens egen Medfølelse, der yttrer sig i den lunefulde sidste Linie.

            Tæt under Lide der løber en Stie,

            Som man monne Kringen kalde;

            Laugen skynder sig der forbi;

            I den skal Fienderne falde.

Den Overgang her skeer, at Digteren, i Steden for han hidtil har talt i Præterito, som om forbigagne Ting, med et taler i Præsenti, som om han var i dette Øieblik Vidne dertil, giør en fortreflig Virkning, især i de to følgende Linier:

[175]

            Riflen hænger ei meer paa Væg;

            Hist sigter graahærdede Skytte

Man seer, hvor levende alting er blevet for Digterens Indbildning, eller rettere, man seer tillige med ham den graahærdede Skytte, og dette maleriske Biord er ikke det, det giør mindst til at give denne Forestilling Liv og Individualitet.

            Nøkken opløfter sit vaade Skiæg,

            Og venter med Længsel sit Bytte.

Inden Tilskueren begynder at commentere over dette Sted, vil han reent ud tilstaae, at han ikke troer sig i Stand til at udvikle alt det skiønne, han føler deri. Paa hvad Maade kunde Digteren vel give os større Tanke om, hvor vis hans graahærdede Landsmand var paa sin Riffel, end ved at sige os, at Nøkken, Flodguden, som kiendte denne fra Arilds Tid, vented’ med Længsel sit Bytte, som han vidste, ikke kunde udeblive; og hvilket lykkeligt Imaginations-Træk paa dette Sted! Og atter her, hvor meget bidrager ikke Nøkkens vaade Skiæg til at giøre os hans Forestilling livagtig og sandselig!

            Det første Skud Hr. Zinklar galdt,

            Han brøled, og opgav sin Aande;

Er brøled et smukt Ord, og er Aande det samme som Aand?

            Hver Skotte raabte, da Obersten faldt:

            Gud frie os af denne Vaande!

Disse to meget maleriske Linier forøge end mere Energien af de to følgende, hvor Digteren i sin Enthusiasme, som om Handlingen nu gik for sig, opmuntrer sine Landsmænd:

            Frem Bønder! frem I norske Mænd,

            Slaaer ned, slaaer ned for Fode!

[176]

Og nu med sin patriotiske Lunefuldhed lægger til:        

            Da ønsked’ sig Skotten hiem igien;

            Han var ei ret lystig til Mode.

Den næste Strophe har samme Skiønhed, som Addison saa meget beundrer i den gamle engelske Vise, han i Spectator commenterer over:

            Med døde Kroppe blev Kringen strøed,

            De Ravne fik nok at æde,

            Det Ungdoms Blod, som her udflød,

            De skotske Piger begræde.

Nu kommer det sidste Træk af Digterens patriotiske Exultationer over den Hevn, hans Fædreland fik:

            Ei nogen levende Siel kom hiem,

            Som kunde hans Landsmænd fortælle,

            Hvor farligt det er at besøge dem,

            Som boe blant Norriges Fjelde.

Og nu sluttes den da med et skiønt Udbrud af den Enthusiasme, der har giort denne hele Fortælling saa lyrisk:

            End kneiser en Støtte paa samme Sted,

            Som Norges Uvenner mon true,

            Vee hver en Nordmand, der ei bliver heed,

            Saa tit hans Øine den skue.

            Dette Blad troer Tilskueren ikke at kunde slutte passeligere, end ved at fortælle sine Læsere, at da denne Vise 1786 blev aftrykt paa Efterslægtsselskabets Bekostning, hvilket den Tid stræbte at udsprede bedre Læsning mellem menige Mand, var et Oplag af 2000 Exemplarer i en føie Tid udsolgt, saa at et nyt maatte foranstaltes, hvoraf der og strax blev afsat en betydelig Deel.