Her gjengis skillingsvisetekster til Fruentimmersanger: En musikalsk fortelling om kvinneskjebner i skillingsviser som fremføres på Dokkhuset i Trondheim, mandag den 14. mars kl. 19-21. I denne konsertforestillingen møter vi fremtidskvinnen, den modige prinsessen, linedanserinnen, den fremmede kvinnen, barnemordersken, den gode hustru, det utuktige kvinnefolket, den syke jenta, og piken som danset seg ihjel. Sang og musikk er ved Gunnhild Sundli, Øyvind Smidt, Kriss Stemland og Morten Stai Berger. Siv Gøril Brandtzæg formidler historiene bak sangene. Flere av tekstene nedenfor er utdrag fra lengre skillingsviser. For å høre historiene bak visene må du komme på konserten! Du kan lese mer og kjøpe billetter via denne lenken:
Fremtidskvinnen
En Fremtidskvinde, eller Kvindens Emancipation (1898)
I hjemmet nu ei længer Den norske Kvinde sidde vil, Og hvis man Døren stenger, Hun sprænger den med Ild. Hun vil nu ud i Felten, Hi, hu, Felten! Thi det er netop Belten Hun helst vil høre til. Paa Cycle Kvinden rider, Hun farer som en Vind afsted Og fine Ankler vrider Ja, næsten ud af Led. Hun trækker til sig Maven Hi, hu – Maven Og Løitnanten paa Bagen Faar ikke følge med. Snart vil vel Kvinden lære At troppe op som Militær Og Fædrelandet ære Med Sabel og Gevær. Ja, og i Ridebukse, Ridebukse Paa Hesteryggen flukse Til Skræk for En og Hver. Men for at ligne Manden Hun Knebelsbarter have maa, Og ned paa Hageranden Et Bukkeskjæg maa staa. Det faar hun hos Barberen Hi, hu, Barbereren Og dermed er hun bleve En Kriger høit paa Straa. Nu Manden bliver hjemme Og passer sine søde Smaa; Ka, lader dem afvænne Og lærer dem at gaa. Han ”Bysse-lulle” Barna, Lulle Barna Mens mamma sætter Garna, Og Tosken i mon gaa. De smaa om Pappa klukker Og spørger: ”Hvor er Mamma no?” Og Manden sagte sukker: ”Paa Storthing, kan I tro!” Nu Maden han tillaver, Og ind i Asken graver, Ja, slaar sig sødt til Ro! Nu Kvinden hun sig fryder, Fordi hun vandt den store Sag, At hende Manden lyder Saavel ved Nat som Dag. Hun kjender ingen Skranker Hi, hu Skranker Hun har kun høie Tanker Indtil en vakker Dag: At hun som Storthingskone, Som Debattant i Salen staar, Det bli’r en anden Tone Hun Fødselssmerter faar. Nu Permission maa søges, Hi, hu, søges – Thi dermed ei kan spøges: Til Selbu nu det gaar
Den modige prinsessen
En meget deylig og saare angenem Historisk Vise Om en berømmed Ridder ved navn Hr. Bryning, Og en Princesse af Engeland, Kong Edvards Dotter, Som begge efter hans Død komme til lykkeligt Ægteskab og Regiering, efter at Ridderen havde siddet længe fangen. Alle unge elskende Personer til fornøyelig Erindring, Lyst og Velbehag. Kan synges under sin egen behagelige Melodie (Trykt Aar 1755)
Der var engang en Ridder, en Ridder-Søn :/: Han giorde til sin Fader saa ydmyg en Bøn, Om Orlov og Forlov :/: At ride under Øe, Og fæste sig en Møe. Han reyste mange Lande i Aarene fem :/: Hans Ridderlige Rygte vel spurtes i dem, Saa mange Jomfrue skiøn :/: Ham elsked inderlig, Den Ridder agter en slig. Den deyligste Princesse, som nogen havde kiendt :/: Var Konningens Dotter af Engelland, og den Har Bryning saa kier, Som tusind Tønder Guld, Hemmelig og fordult. Hun ønskede og tænkte i Tanker ofte saa :/: Ach give at Hr. Bryning mit Hiertelav kunde naae, Da haabedes jeg til :/: Enten glædes og lee, Eller Døden at see. Og vel er mig frafalden min Moder da saa god :/: Den sorrig er dog liden, snart intet derimod, Som Elskoven nu giør :/: Til denne Ridder-Søn: O Himmel viid min Bøn.) Min Villie ved Pennen at lade ham forstaae :/: Det tør jeg ikke vove, hvad skal jeg finde paa? Det stod mig og ey smukt :/: At skrive udi Løn til Ridderen så skiøn.) (Een Time over Midnat den Jomfrue var bereed :/: Allene selv at gange til Fangen sin da ned, Som Jern-bunden laae :/: Hun lukte op Døren da, Og hilsed hannem saa.) God Aften Hr. Bryning! det er mig meer end kiert :/: At I er i min Villie og saa min Fange er, Hvad synes Jer om det :/: At jeg om Midnats-Tid Saa ene kommer hid. Nu Jomfruen drev Tiden, og den var hende lang :/: At aabne till Hr. Bryning sit Hiertelav engang, Imidlertid kom Bud :/: Fra standende en Krig, At Kongen han laae Liig. Hun klagede sin Skiæbne med Kinderne vaad :/: I mine Ungdoms Dage blev mig min Sorrig spaad, O Lykke, Lykke du :/: Alt hugger Saar i Saar, Jeg døer som jeg nu staar. Princessen op mon stande, og venlig til ham saa :/: O kiæreste Hr. Bryning! og vil I mig forstaae, Da er i eene den :/: Som jeg end har havt kiær, af alt i verden er. Den Ridder ned mon falde og kyste den Jomfrues Fod :/: Hun strax ham op mon tage af et forelsket Mod, Og venlig kyste ham :/: De begge fældte Taar, af Kierlighed saa stor.
Linedanserinnen
En vise om Løitnant Sparre og frk. Madigan (1889)
Sørgelige saker hendte bort i Danmarks vakre land sørgelig det var den ende som tok frøken Madigan. Vakker var hun som en engel, øyne blå og kinner rød, slank om livet som en stengel men hun fikk en bitter død. Når hun dansede på line lik en liten lerke glad, hørtes bifallsroper hvine i fra fylte benkers rad. Så kom Greve Løytnant Sparre, vakker var han, ingen tvil øyner lyste, hjertet dirret og hans elskovsbønn ble hørt. Greve Sparre han var gift, og barn og kone hadde han, og fra disse da han rømte med Elvira Madigan. Så til Danmark styrtes ferden men den tok en sørg’lig slutt, for langt ut i vide verden lengtet de å ta seg ut. Det tok slutt på deres penger, intet mer å leve av, for å unngå lover strenge, søkte de sin ro i grav. Så pistolen greven ladde i sin hånd og siktet tok, skuddet traff Elviras hjerte og med ett så var hun død. Hør nå alle ungdomsglade som så sjelden ser seg for, kjærligheten er en gåte, hele livet til en dør.
Den fremmede kvinnen:
Fant-Sonja (Ukjent år)
Hun fødtes en høstkveld i skogen i skjær av et flammende bål. Velsignet av fantefolks eder i lyset av blinkende stål. Hun svøptes i fattige pjalter og sovnet inn hos sin mor mens leiet var redet av mose og regn på den høstkolde jord. Da solen forsvant gjennom baret var Fant-Sonjas mor sovnet av. En svarthåret mann og en unge var følget til fantkvinnens grav. Så vandret de to mot sin skjebne: Han dreptes i slagsmål en vår, men Sonja fikk lov til å leve og så fikk hun bygdfolkets kår. Årene gikk hun ble voksen og Kristus hun lærte å tro. Av husbondens sønn ble hun elsket, mot livet hun lekte og lo. Men jaget ble hun uten skånsel fra lykken i husbondens hus. Til glede for presten og folket falt Fant-Sonjas gleder i grus.
Barnemordersken
En bedrøvet synderindes navnlig Margretha Nielsdatter Halstads veemodige Klage-Sang Over Hendes begangne Barne-Fødsel i Dølsmaal, og udøvede Mord paa sit eget Foster; Hvorfor hun er dømt til at miste sit Hoved, som skal sættes paa Stage, men Legemet nedgraves i Jorden. Hvilken verforttiente Straf hun skal udstaae ved Stenberget uden for Trondhjem i Februarii Maaned 1775. Eenfoldig sammensat i hendes Fængsel. Trondhjem, trykt Aar 1775.
Jeg arme Synderinde; Veemodig kommer frem Med Taarene paa Kinde, For mine Synder slem Som jag begaat haver i Gierninger og Ord, Jeg flux i Synd fremtraver; Ak min Daarskab er stor! Mig Satan mon forlede til Ondskabs høye Grad, Min Synd jeg maae begræde, Thi bitter Morder-Had Mit eget Foster dræber! Jag syntes det var got; At dølge det jag stræber, Som blir mig nu til Spot. Allt Haab om Liv er ude, Nu Tiden nærmer sig, At løse Livets Knude, Som vil henføre mig Hen til det Stæd at være; Hvor jeg da være skal: Enten til ævig Ære, Eller til ævig Qval. Jeg skiøtter ey den Møye, Som jeg her skal udstaae: Da jeg for hver Mands Øye En haanlig Død skal faae: Mit hoved skal affældes, Mit Blod skal gyedes ud; Mit Liv hver Time ældes Til Dødens sidste Bud. Nu maae jeg vel forfærdes, Naar jeg betænker mig, Hvor hiertet kan forhærdes, Og jeg saa gruelig Blev til en Morderinde, Mit Foster dræbede; Som andre siden finde I Mødding stinkende. I dølsmaal jeg det føder, Slet ingen veed deraf; Jeg det og siden døder Og lægger det i Grav I Gaarden, hvor det findes Saa meget Grus og Skarn, At just min hensigt vindes, Og skiueler der mit Barn. Nu da, saa vil jeg siunge Min sidste Afskeeds-Sang; Jeg haaber snart min Tunge skal faae en bædre klang; Naar jeg for Himlens Trone, Med Englers Harmonie, Skal med forhøyet Tone Min Lovsang stemme i. Farvel nu een og alle, Som er forsamlet her, At see naar jeg skal falde for det dødende Sværd; Betænke sig nu alle, Som følger Kiødets Løst, At Syndens Løn blir Galde, Som volder skamfuld Høst. Nu endes denne Viise, Og min eenfoldig Sang; GUD give mig snart Liise, Og løse al min Tvang! GUDs Naade mig forleene, At døe i JESU troe! Min Siæl med dig foreene, Saa døer jeg glad og froe.
Den gode hustru
Malene og Kari eller En Moders Lærdom til sin Datter før Bryllupet (1851)
Først for alting skal Du lære Dine Nøgler selv at bære Til din Kjælder, Skab og Skrin; Gamle Sara skal Du tage Til dit Mønster, alle Dage Underdanig Manden din! Med din husbond Du ei trætte! Og ham ei til ondt opsætte; Giv nu agt, hør mig og lær! Naar hver Dag Du taer til Minde, At han Husets Herre er. Du skal ei paa Manden pukke, Naar Di ser en Pyntedukke Klædes over Naad og Stand; Thi den Viv, som Manden glæder, Laer sig nøie med de Klæde, Som hun selv tilvirke kan. Rent Du holde inden Huse, Potter, Pander, Fad og Kruse Være hvid’ som Elfenbee; Ovnen skal Du ogsaa pudse, Alt i Stuen vel opstudse, Rette paa hver Brøst og Meen!
Det utuktige kvinnfolket
Et utugtigt Qvindfolks Klagesang, nys førend hun elendigen omkom af en Sygdom, som hendes onde Levnet havde paaført hende; til Skræk og Advarsel (1798)
Her ligger jeg Elendige Og venter Dødens Bud, Forladt af alt det Levende, Ja selv forladt af Gud. Mit hele Liv har spottet ham, Hvis almagt giorde mig: Jeg Daare søgte Ros i Skam, Og blev ulykkelig. Jeg stod ei Fristelsen imod med en befæstet Aand, men gav mit onde Kiød og Blod Og Satan Overhaand. Og tiente med al muelig Flid Den syndige Natur, Ja var, min hele Ungdoms Tid, Et skiendigt Kreatur. Thi det misbrugte Legeme, Som burde været Gud En hellig Tempel, famlede, Og nu brød Straffen ud. En uren Sygdom tændtes an, Vellysten var forbi. O! Lasten er en grum Tyran! Gud hver i Naade frie! Her er jeg kastet hen paa Straa I Frost og Nøgenhed, Har intet Brød at mættes paa, Ei Vand at lædskes ved. Af raadne Bylder er jeg fuld, Og stinker, som et Liig; Dig, Utugt! Var jeg troe og huld Saa har du lønnet mig.
Den syke jenta
I en sal på hospitalet (ukjent år, antakelig tidlig 1900-tall).
I en sal på hospitalet, hvor de hvite senger står lå en liten brystsvak pike, mild og god med gyllent hår. Siste vinter, den gang sneen smeltet for den milde vind tentes også håpets stråler i den lille pikens sinn. Alles hjerter vant den lille, der hun lå så mild og god, bar sin smerte uten klage, som et barn med villig mot. Og hun hviskede til legen, da ved hennes seng han sto: Får jeg komme hjem til påske, skal jeg være riktig god. Legen svarte henne stille: Nei mitt barn, det knapt jeg tror, men til pinse kan det hende du får komme hjem til mor. Pinsen kom med grønne blader, blomster smykket mark og eng, men den lille lå der ennu, fengslet til sin sykeseng. Og når høsten ubarmhjertig knuget hennes spinkle bryst spørger hun igjennom tårer: Får jeg komme hjem til jul? Legen svarer henne ikke, stryker blott det gyldne hår, det er tårer i hans øyne da han vender seg og går. Og til sist i flokk og følge julens glade budskap kom og den lilles røst var stille, og den sykes seng sto tom. Bort fra sorg og bort fra klage, bort fra hjemmet og fra mor var hun draget til Gud fader, der hvor ingen sykdom bor. I sin grav hun trygt nu hviler under sneens kolde skjul, endt er nu den lange vinter. Hun fikk komme hjem til Gud.
Piken som danset seg ihjel
Dalsbygdvisa
I Dalsbygd der bodde så fager en pike så hvit og så rød og så yndig hun var, og hennes foreldre var gårdsfolk så rike, men sinnet hos henne fra hjemmet det bar. Vel tjente hun ute og befant seg godt og friere hadde i mengde hun fått. Hun lo dem blott ut mens de svermet som bier hun snart til den ene og annen seg bandt, men endelig meldte det seg dog en frier en husmannsønn som helst hennes kjærlighet vant. Så fattig han var, men så yndig og skjønn, hun svarede ja til hans beilende bønn. Ett år var de kjære, men hun var lettsindig, med andre hun svermet og sviktet sin venn, hun drillede ham og var ond og spissfindig til slutt slo hun opp og lot ham fare hen. Han elskede henne og grunnet så hårdt han sørget til døden som tok ham da bort. Hun lo kun derved og hun sto uten klage hun spottet hans død, men den gleden ble sort. Så var da opprunnen begravelsesdagen man trodde at hun skulle følge ham bort. Men lyskledt hun møtte i sørgende sal hun sagde: I aften da går jeg på ball. Venninnene hvisker: Det passer jo ikke for din skyld i døden han hastig gikk bort. Hun svirede kun med strålende blikke ei engang en tåre i øyet hun fikk. Om aftenen kom hun i ballsalen svang seg så lystig til musikken med jublende sang. Hun danset med alle, da sakte inntreder, en fremmed i salen av slett ingen kjent, hans ansikt var smukt og hans strålende kleder forbauset dem alle men sagte han vendt mot piken og bød seg med henne en dans snart var de bland dansende jublende krans. Han førte seg smukt og de danset og danset de andre ble trette men de to holdt ved, de danset og danset så knapt nok hun sanset adskillige ganger av tretthet hun ble. Han holdt henne fast, voldsomt gikk hennes barm til slutt sank hun viljeløst inntil hans favn. De danset og danset i salen ble stille det mørknet og lysnet men dansen holdt ved, musikken forlengst var holdt opp med å spille men dansen ble villere og villere hvert fjed. To timer de danset da var den forbi til gulvet sank piken der lå hun som lik. Man flokkedes forferdet om liket, og alle ser efter den fremmede, men han var der ei. Forsvunnen han var da man så piken falle og ingen kan gjette hvorhen gikk hans vei. Nei ingen kan løse den gåten hvem var den fremmede thi man får jo intet svar.
Konserten er finansiert av Torstein Erbos gavefond, Norges Forskningsråd og NTNU. Takk for støtten!
