En tårevåt vise om en brann i Sparbu, skrevet av en pengelens og nokså lat skolemester
Ikke alle skillingsviser omhandler alvorlige hendelser med døden til følge. Det fins mange eksempler på visetrykk som er skrevet i anledning mindre ulykker, som likevel har satt spor i et lokalsamfunn. Et skillingstrykk publisert i 1780, om en brann i Sparbu, er et eksempel på dette.
Tvende Nye Viiser, den første: hvorudi en beklager sin Synde-Stand, og onde medfødde Naturens opstigende Lyster; men søger den Naade, som tilbydes i Evangelio, formedelst Troen til Christum, og begynder saaledes: O! høyeste herre! Jeg maa vel sukke, etc. Componeret paa Autors eget Navn, og suinges som: Dydigste Syster! Hvor skal jeg nu finde- Den anden: I henseende til Ildebranden paa Præste-Gaarden Øster-Aas i Sparboe Præstegjeld, som i forrige Aar, Natten til den 12te December, blev lagt i Aske, formedelst Ilds-Vaade ved en Lyse-Tane. Begynder saaledes: Da man skrev sytten Hundrede, etc, Under den melodie O kiære siæl! Frygt aldrig meer, etc. Begge componeret af Ole Haldohrsön Nedre Semb. Trykt 1780
Det er den andre visen som skal omtales her. Som nyhetsviser flest oppgir forfatteren, her navngitt som Ole Haldohrsön, opplysninger om hendelsen på tittelbladet, i denne sammenhengen tid og sted for brannen. I første vers av visen ”zoomes” hendelsen inn i tid:
Da man skrev sytten hundrede,/Ni og halvfierdfinds Tyvende/Udi Decembris Dage,/Natten til den tolvte Dag,/Da fik at see, til Misbehag/Det, som var værd at klage:/O! hvilke Trængsels Dage!
Det er et feiende flott åpningsvers i denne visen, og det viser hvordan nyhetsviser mister sitt journalistiske preg når man åpner visetrykket: Datoen for hendelsen – 12. Desember 1779 – omgjøres her til litterært stoff, og får et nesten mytisk preg – som om ulykken fant sted i forne tider. Men det dreier seg altså om ”forrige aar”, som det står på tittelbladet.
Forfatteren har generelt sansen for melodramatiske vendinger, og ordvalget i omtalen av brannen er mer sentimental enn i tilsvarende viser hvor ulykkesomfanget er mye større: ”O! Øster-Aas! Du skiønne Gaard,/ hvi er din Skiæbne dog saa haard?”. Dikter-jeget henvender seg altså direkte til den nedbrente gården, og i vers fem leser vi: ”Det var stor ynk at skue!/Det vi paa dine Tomter saae,/Som var fort brendt i Aske laae,/Nedfældet af den Lue,/Som vi med Taare skue.” Fra de kollektive tårene skriver forfatteren så inn et subjektivt ”jeg” i vers 6: ”Jeg grædendes da gik afstæd,/ Din skade, saare stor Ufred/ Udi mit Bryst forvoldet.” Tårene strømmer stritt i denne visen, men sentimentaliteten kan ha en viktig funksjon som også kan spores i lignende nyhetsviser som omtaler ulykker på små steder: Forfatteren synes å ønske å bidra til å binde lokalsamfunnet sammen; at man skal samle seg når man opplever prøvelser. Merk for eksempel bruken av et kollektiv ”Våres”: “At vores Præst, en Hyrde god/Den Prøve, saare stor, udstod” begynner andre vers. Når forfatteren avslutter visen med en bønn, så formulerer han også den på vegne av hele lokalsamfunnet: ”GUD! Bevare os,/ At han os ikke byder trods;/Derom vi også bede: GUD straf os ey i Vrede!!!” Tre utropstegn må til når man retorisk folder hendene, skillingsvise-style.
Nåtid og fortid
Det er ikke bare det kollektive versus det subjektive som er interessant i denne visen. Forfatteren veksler også mellom nåtid og fortid. I ett vers griper han tilbake i tid og gjenkaller en lignende hendelse som de eldre i bygda husker: “De Gamle hos os mindes/For fyrgetyve Aar tilforn,/hvor du med Huuse, Høe og Korn/ I aske monne findes.” Det er uklart hva ”fyrgetyve Aar” betyr (tjuefire?), men i følge bygdeboka for Sparbu så kan altså den samme gården ha brent ned en gang tidligere. I vers 7 og 8 vises det også til tidligere hendelser i samme distrikt:“Forrig Aar var mange, som/mistet sit Huus og Eyendom,/Ja mange stor og liden,/men: GUD dog hjalp dem siden.//Endeel af egen Ild blev tændt,/Endeel af Torden blev afbrændt,/En Opdahl i Bedstaden;/hvad spurgte man om Steinkiærs Strand?/hen over tyve Qvind og Mand,/Blev nøgen visst paa Gaden,/Og maatte flye for Faren.” Hva var det som skjedde i henholdsvis Beidstad og i Steinkjer året tidligere? Ja, den som visste det. Se nederst i denne teksten hvis du vil bidra til å finne det ut! Foreløpig kan vi konkludere med at denne nyhetsvisen, slik som mange andre lignende viser, veksler mellom det spesifikke (brannen) og det generelle (andre ulykker).
Tendensen til å nevne flere hendelser går igjen i flere viser hvor handlingen er satt til små loalsamfunn. En vise fra Ørlandet, publisert noen tiår tidligere, nevner endog ulike branner fra samme sted på en og samme tittelside: “En Veemodig Nye Viise, om den uløkkelige Ildebrands hændelse, som udi Ørlands præstegield hos tvende mænd haver sig tildraget. Hos den første brændte det den 18 Decembr.1754, og hos den anden den 17.Februarii 1755….” Brannene fant sted med to måneders mellomrom i samme distrikt. Sparbu og Ørlandet er små steder og visetrykkene kan ha fungert som minne-sanger for lokalbefolkningen – derav bruken av et kollektivt ”vi”. I visetrykket om Ørlandet er også bønnen som avslutter visen skrevet på vegne av hele lokalsamfunnet: “Bevar, o GUD! Vort Land/og Sted fra Brand og anden Fare”. I visetrykket om brannen på Sparbu har forfatteren reservert de siste fire vers til trøst og påkallelse av Guds nåde, men her er også plass til bibelske eksempel: ”De skadelidende jeg ey/Kand vise anden Spor og Vey,/End hen til Jobs exempel/Han Skade saare stor udstod,/Omsider blev dog Enden god:/Hans velstand blev jo større/End den havd været førre.” Okei, så huset brenner ned. Men kanskje kan man så bygge et nytt og større hus? Nuvel, det var vel ikke en helt god teologisk tolkning.
”Den røde Hæst”: Ilden som gir og tar
Visen ender altså i et trøstende modus, men som vi har sett så er det stor fortvilelse som uttrykkes i denne teksten. Og mismotet kommer ikke kun til uttrykk gjennom tårevåte vendinger – men også som besvergelser mot den farlige ilden: ”Vem kunde faae en verre Giæst,/End see sig af den røde Hæst/Aldeles ødelægget?” Fra et samfunnshistorisk perspektiv er det verdt å merke seg at forfatteren reflekterer over hvordan ilden gir og tar:
Bevar, o GUD! Fremdeles hver
I hvad Slags vilkaar de og er,
Fra Ildens strænge heede!
Den er os vel fra himlen sendt,
At vi med den seer os betient
Mod kuld, os ved at varme,
Men tit gjør den os arme.
Det finnes mange tekster om branner i skillingsvisematerialet – faktisk tror vi at det er den tredje vanligste kategorien av nyhetsviser, etter viser om forlis og forbrytelser. Dette er en påminnelse om hvor sårbare folk var før elektrisiteten: Man trengte ild til oppvarming, belysning og matlaging, og om det verste skulle skje – og det gjorde det med jevne mellomrom – så fantes det ikke noe effektivt brannvesen som kunne begrense flammenes rov. Da var det Ragnarok på få minutter, og så sto man ribbet tilbake. På tittelbladet møter vi to ord om ild og brann som for oss i dag er fremmede: ”Ilds-Vaade” som betyr ildebrann og ”Lyse-Tane” som antakelig bare betyr ”Lys”, muligens talglys, og at det her hintes om årsaken til brannen. I vers 2 står det at ilden som har ”ranet” presten sin bolig ”brød ud af et Lyse-Skarn.” I følge en gammel dansk ordbok er ”Lyse-Skarn” ”den afsnydte Tande af et Lys” (s. 238), altså en kuttet veke, om jeg har forstått det riktig. I vers 4 omtaler forfatteren den forrige brannen som rammet presetgården, når hus, høy og korn ”i Aske monne findes,/Af Luen at forsvindes.” Begrepet ”I lys lue” fins for så vidt fortsatt, men mange av de andre begrepene og metaforene for lys, ild og flammer har forsvunnet fra språket vårt. Og kanskje skyldes ikke dette kun at visen er skrevet på et gammelmodig dansk-norsk som nå er modernisert; det er antakelig også symptomatisk for hvordan ilden var viktigere og mer prekært da enn det er nå.
Brannen omtalt i Adresseavisen
Visetrykket om brannen i Sparbu utbroderer hendelsen med sentimentale vendinger og metaforer; forfatteren byr på egne tårer og maner småsamfunnet til kollektivt samhold; han tilbyr trøst og foreslår en vei videre i nøden. Kontrasten er ganske stor til den lille reportasjen om brannen som stod på trykk i Adresseavisen den 31. Desember, 1779, altså nitten dager etter hendelsen. Under overskriften ”Ulykkelig hændelse” står det:
”Natten til 3de Advent-Søndag, opkom en ulykkelig Ildebrand, paa Gaarden Øster-Aas i Sparboe Præstegield, hvormed samme gandske blev lagt i Aske med høe- og Korn-Avling, og Capellanen hr. Morten Jelstrup skilt ved alt det han eyede, da han med Kone og Børn, maatte saa godt som nøgen tage Flugten til den i Nærheden beliggende Naboe-Gaard”.
Avisreportasjen er nøktern men ikke ufølsom, og den byr på informasjon om brannen som visetrykket ikke har med, blant annet navnet på presten som ble rammet av brannen. Visetrykket om Sparbubrannen er omtalt av en bygdehistoriker, som i ett bind av bygdeboka oppgir at selve visen stod på trykk i Adresseavisen, OG at visen var skrevet av presten selv, altså Morten Jelstrup. Det siste korrigeres i et senere bind av bygdeboken, hvor forfatteren oppgis som Ole Haldorsen. Men misforståelsen omkring hvem som har skrevet visen skyldes at forfatteren av bygdeboken ikke har sett selve trykket – men altså, visstnok, en avskrift av visen som stod på trykk i Adresseavisen, og hvor forfatterens navn var utelatt. Jeg har lett gjennom alle numrene av Adresseavisen fra 1779 og 1780 men har ikke funnet visen, så dette er litt av et mysterium. Imidlertid har jeg fått hjelp til å finne ut mer om forfatteren gjennom den nevnte bygdeboken – og detaljerte opplysninger om skillingsviseforfattere er såpass sjelden kost at det fortjener plass nedenfor.
En smått udugelig og pengelens skolemester fra Sparbu: Ole Haldorsen (?- 1833)
Viestrykket om Sparbubrannen består av to viser og tittelbladet oppgir at de begge er ”componeret af Ole Haldohrsön Nedre Semb.” I Bygdeboken for Sparbu og Steinkjer, bind står det litt om Haldohrsen og hvordan han skjøttet sitt arbeide. I 1789 skrevsogneprest Kaurin følgende rapport: ”Ole Haldorsen Siemb, Skolemæster for Hegning Sogn, en af de dugeligste blant dette præstegields Skolemæstere naar han kun vilde antage sig alvorlig Skoleundervisningerne, hvorpaa Almuen nyligen haver klaget, saa han derover vil søge sin Afskied, da han skal have liden eller ingen Lyst til dette møyelige Arbeide, der kaster saa lidet af sig” (391).
Haldohrsen var altså skolemester men han virker ikke til å ha vært spesielt engasjert i arbeidet. Fordi han tjente for lite? (hva slags lønn hadde en skolemester på denne tiden?) Fordi han egentlig var litt lat? Eller fordi han rett og slett ikke hadde så mye til overs for barn? Hans navn er nemlig nevnt i rettslig sammenheng, i en sak fra forlikskommisjonen fra 1811, hvor Anders Jonsen Tuset stevner Haldohrsen for vanrøkt og misbruk av drengen Arnt Pedersen Tuset, som altså var bortsatt i tjeneste på gården Sem: ”Jeg vil ikke tale om hvorledes denne hans Huusbonde har behandlet ham i henseende til de formødne Klæder og Skoe mendens han var i denne Tieneste, dette er noget som andre Tienere i Gaarden og Naboerne i sin Tid bedst kan bevidne. I denne Høst lod han denne stakkels Dreng, der slet ingen Paarørende haver, gaa fra sig uden en Skilling i Lommen og saa at sige halvt nøgen. Men det var dermed ikke nok, han plyndrede af et Hængeskab og et godt beslaget Skriin som denne havde havt med sig til Stedet” (s. 391-392). Som følge av dette forliket ble det bestemt at Ole Haldohrsen måtte gi tilbake skapet og skrinet samt betale drengen de 3 rdl han skylde ham i lønn (392). Det skulle jaggu bare mangle. Makan til oppførsel, Hr. Haldohrsen!
Mon tro så hvordan Haldohrsen var mot sine egne barn? Han hadde åtte barn med den 25 år yngre konen sin, Marta Jørgensdatter Dyrstad, som for øvrig ble født det året brannen på Østerås fant sted (i 1779). At han tok seg en såpass mye yngre kone kan vi ikke holde i mot ham – store aldersforskjeller er vanlig på denne tiden – men vi har andre injurier: I tillegg til å være en lat skoleholder som vanskjøtte og stjal fra et sårbart, foreldreløst barn, lånte Haldohrsen opp gjennom årene penger fra forskjellige hold: Av broren Haldor; av overformynderiet og av sogneprest Kjeldahl (s. 390). Dette er relevante opplysninger for oss, ettersom det kan ha betydd at han skrev skillingsvisen for å tjene penger. Skrev han kanskje også flere viser? Sannsynligvis ikke: I Biblioteca Norvegica er han oppført med kun dette visetrykket (s. 164), så han var ikke spesielt ”om seg” på dette området heller. At han har valgt et akrostikon som utgjør hans eget navn i den religiøse visen som kommer forut for visen om brannen – og at han også har valgt å poengtere dette på selve tittelbladet i stedet for å overlate det til leseren – kan også antyde at vi står ovenfor en mann med et litt oppblåst selvbilde. Men vi skal ikke dømme for hardt: Informasjonen er knapp og negative vurderinger av mennesker fra 1700-tallet må alltid ta i betraktning de harde livsvilkår de fleste levde under. Og så har vi altså dette ene visetrykket fra Haldohrsens hand, med mer elegante formuleringer enn en del andre skillingsviser skrevet i samme periode. Visen er gjengitt i sin helhet nedenfor.
Kilder
Tormod Aarholt: Bygdebok for Sparbu og Ogndal, bind 3 og 5 (1988 og 1990). Bygdeboknemnda for Sparbu og Ogndal (lastet ned fra nb.no).
Tronhiems allene kongelige privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger 1779.12.31 (lastet ned fra nb.no)
Hjalmar Pettersen: Bibliotheca Norvegica. Norsk boglexikon, 1643-1813: beskrivende katalog over bøger trykte i Norge i tidsrummet fra bogtrykkerkunstens indførelse til adskillelsen fra Danmark, 1899 (lastet ned fra nb.no)
Dansk Orbog udigven under Videnskabernes Selskabs Bestyrelse. Vol. 3. København, 1820.
Spørsmål til publikum: Bidra i forskningsprosjektet.
- Når ble forfatteren Ole Haldohrsen født?
- Hva vet vi om skolemestere på denne tiden, altså i andre halvdel av 1700-tallet: Hva tjente de; hvilke arbeidsbetingelser hadde de; hvilken sosial status?
- Skjedde det noe dramatisk i Steinkjer og Beitstad i årene 1778-1779? Brann, tordenvær med fatale følger? I visen står det: “Forrig Aar var mange, som/mistet sit Huus og Eyendom,/Ja mange stor og liden,/men: GUD dog hjalp dem siden.//Endeel af egen Ild blev tændt,/Endeel af Torden blev afbrændt,/En Opdahl i Bedstaden;/hvad spurgte man om Steinkiærs Strand?/hen over tyve Qvind og Mand,/Blev nøgen visst paa Gaden,/Og maatte flye for Faren.” Og «Forlig Aar» kan være 1778 eller 1779, ettersom vi ikke helt vet når Haldorsen skrev visen.
1.
«Da man skrev sytten hundrede,
Ni og halvfierdfinds Tyvende
Udi Decembris Dage,
Natten til den tolvte Dag,
Da fik at see, til Misbehag
Det, som var værd at klage:
O! hvilke Trængsels Dage!
2.
At vores Præst, en hyrde god,
Den Prøve, saare stor, udstod,
I det en Ild ham ranet,
Som brød du af et Lyse-Skarn.
Med Hustru og med fire Barn,
Blev fra sit Huus udjaget,
Af Frost og Kulde plaget.
3.
Vem kunde faae en verre Giæst,
End see sig af den røde Hæst
aldeles ødelægget?
En stor forskrækkelse det er
Om natte-Tider, at man seer
Sig Ilden overhænget,
Som dem af Huset trænget
4.
O! Øster-Aas! du skiønne Gaard,
Hvi er din Skiæbne dog saa haard?
De Gamle hos os mindes
For fyrgetyve Aar tilforn,
hvor du med Huuse, høe og Korn
I Aske monne findes,
Af Luen at forsvindes.
5.
Men nu er den paa nye igien,
Af Ilden bleven revet hen,
Det var stor ynk at skue!
Det vi paa dine Tomter saae,
Som var fort brendt i Aske laae,
Nedfældet af den Lue,
Som vi med Taare skue.
6.
Jeg grædendes da gik afstæd,
Din skade, saare stor Ufred
Udi mit Bryst forvoldet;
Dog skal vi ikke tvivle paa,
Ved Guds hielp kand I Redning faae,
Opreysning du erholdet,
Som os stor Glæde voldet.
7.
Som dig af Støven reyser op,
Endskiønt det skeer ey med en Snop,
Saa blir det dog med Tiden;
I forrig’ Aar var mange, som
mistet sit Huus og Eyendom,
Ja mange stor og liden,
Men GUD dog hjalp dem siden.
8.
Endeel af egen Ild blev tændt,
Endeel af Torden blev afbrændt,
En Opdahl i Bedstaden;
hvad spurgte man om Steinkiærs Strand?
hen over tyve Qvind og Mand,
Blev nøgen viist paa Gaden,
Og maatte flye for Faren.
9.
O! Himlens Herre! Høyest’ Gud!
Red alle dem af Nøden ud,
Som er i stor Elende,
At deres Kors og store Trang
saaledes endes maa engang,
At de din Naade kiende,
Og deres nød forvinde.
10.
De skadelidende jeg ey
Kand vise anden Spor og Vey,
end hen til Jobs Exempel:
han Skade saare stor udstod,
Omsider blev dog Enden god:
Hans Velstand blev jo større
End den havd’ været førre.
11.
Bevar, o GUD! fremdeles hver
I hvad Slags vilkaar de og er,
Fra Ildens strænge heede!
Den er os vel fra himlen sendt,
At vi med den seer os betient
Mod Kuld, os ved at varme,
Men tit gjør den os arme.
12.
Men fanger den en herre-Magt,
Da blir vi snarlig ødelagt,
Og jammer da maa raabe;
Derfor – GUD! bevare os,
At han os ikke byder trods;
Derom vi også bede:
GUD straf os ey i Vrede!!!
